i træner til at komme ud
at se verden


kærestesorgen bliver med tiden skidengrå
som skum ved Vesterhavet med fiskeæg i

solen smadrer mod hængebirken
og her står jeg og går til
som en glemt kylling i en fryser

skibukser mod ensomhed

puster telefonen varm
bobler op som en tarm
trækker ikke længere vejret
angsten kommer frem

du gør mig sindssyg med dit ansigt


tusind gopler i bugten samlet for at dø


flygter ikke mere
finder fred uden stimulanser
i en have i Lissabon
den hvide påfugl kalder